Bymarken i øst

På kortet ses bymarkens opdeling i 1818

Horsens by var indtil 1830 omgivet af en fælles bymark, hvis østlige del var opdelt i to hovedmarker Langmark og Sundmark.

I Sundmarken tættest på byen, lå en række tofter, hvortil byens mægtigste mænd havde særeje. Nordøst herfor lå "Papegøjetoften", den nuværende Caroline Amalielund, hvor håndværkerlaug og købmandsgilder skød efter papegøjen.

I 1786 brugte byens borgere stedet dels til mødding og dels til lergrav, hvor de hentede byggemateriale til husene. I 1800-årene hentede det nærliggende teglværk ler til brænding af mursten.

Sundmarken øst for byen indeholdt ca. 200 langstrakte, smalle agre, der i gennemsnit var ca. 7 m. brede og op til 600 m. lange, fordi det var besværligt at vende med den tunge hjulplovs store hesteforspand. Ved Stensballesund lå en række små jordstykker "synden for vejen til Færgestedet". Det henviser til, at man skulle færges over Sundet på den tid. Langmarken har givet navn til nutidens Langmarksvej.

Billedet viser et udsnit af Ole Mathiasen Bøghs Prospekt af Horsens, set fra den østlige del af bymarken i 1835

Nord for Sundmarken lå Lindskov, der allerede i 1600-årene var stærkt forhugget, og i 1686 blev det påbudt, at torn, el eller hassel til gærder kunne hentes her, men brændsel måtte man ikke hugge. På dette areal ligger i dag Askevej, Poppelvej, Rønnevej og Enebærvej. Allerede i 1783 gravede man i det sydøstlige hjørne af Lindskov hvidt gulvsand til at strø på gulvene i borgernes huse.

Læs mere:

46.4 Horsens Historisk Kalender 2005