Flere værktøjer

Fra HorsensLeksikon

Færgestedet til Stensballe

Skift til: Navigation, Søgning
Kortudsnit fra ca. 1850 hvor færgehusets placering nord for landevejen på Stensballesiden af sundet ses
Færgemanden eller ”æ Suundmand” var en central person, når man i ældre tid skulle fra købstaden Horsens og ud til landsbyen Stensballe. Færgemanden var fæstet af godsejeren på Stensballegård til at ”sætte mig og mine Folk frit over Sundet, når de er i min Forretning…og tage 1 Skilling hen og 1 Skilling hjem af hvert Menneske, han fører over Sundet.” Færgemanden skulle desuden ”holde mine Fiskevaad ved lige og fiske i Væhr Søe,” men han havde til gengæld lov til at fiske fra stranden ved Stensballegård oplyses det i 1804.

Kom man fra Horsenssiden og skulle færges hjem over Sundet ved aftenstide, når Færgemanden var gået til sengs, kunne det ske, at han ikke ville råbes op, og så var der kun den løsning på problemet at vandre ad den normale kørevej nord om Nørrestrand via Nebel og Vær.

På kort fra 1840 ses Færgehusets placering nord for landevejen på Stensballesiden af Sundet. I 1963, da landevejen blev omlagt, forsvandt formentlig de sidste rester af Færgehuset.

Sundbroen omkring 1900
Først i 1854 blev der lavet bro over det smalle, strømfyldte Sund, men allerede i 1864 blev den nedbrudt for at hindre at tyskerne rykkede længere op i Jylland. Tyskerne genopbyggede den, og da man ydermere i 1868 fik færdiggjort den nye landevej mellem Horsens og Odder, kunne nu også kørende trafik få glæde af broen.

Færgemanden blev vært i traktørstedet ”Sundhuset”, og med broens komme blev Stensballe en trafikal gennemfartsby og snart et kærkomment søndags-udflugtsmål for Horsensborgerne.

Original artikel af Annette Hoff, Horsens Museum.

Læs mere:

46.4 Horsens Historisk Kalender 2005


Powered by MediaWiki