Flere værktøjer

Fra HorsensLeksikon

Jørgen Kieler

Skift til: Navigation, Søgning

Indholdsfortegnelse

Modstandsmand, kræftforsker og forfatter

Jørgen Kieler. Foto fra artiklen Jørgen Kieler i Den Store Danske.

Barndom i Horsens

Jørgen von Führen Kieler blev født i Horsens d. 23. august 1919. Faderen Julius Ernst Kieler var praktiserende læge i Horsens, mens moderen Margrethe Kieler var hjemmegående husmoder. Jørgen voksede op på hjørnet af Torvet og Søndergade sammen med sine forældre og de fire søskende Elsebet, Flemming, Bente og Lida.

Efter et udlandsophold i München, Paris og England i 1937-1938, færdiggjorde Jørgen i 1939 sin studentereksamen på Horsens Statsskole. Herefter flyttede han til København for at studere medicin på Københavns Universitet. I København delte Jørgen lejlighed med broderen Flemming og søstrene Elsebet og Bente, der også studerede i København.




Besættelsen

Under den tyske besættelse af Danmark var Jørgen medlem af organisationen ”Frit Danmark” og den københavnske modstands- og sabotagegruppe Holger Danske II. I lejligheden i København etablerede Jørgen i foråret 1943, sammen med sine søskende, et trykkeri, hvor de bl.a. kopierede det illegale blad ”Frit Danmark”. De fire søskende var ligeledes aktive i transporten af jøder fra Danmark til Sverige i efteråret 1943.

Sabotage på Møller & Jochumsens Maskinfabrik i Allégade, d. 29/12 1943 B4049
Jørgen Kieler deltog i flere sabotageaktioner under besættelsen. Han var bl.a. med ved nytårs-sabotagerne i Horsens 1943/1944, hvor han deltog i sabotagerne af Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Hede Nielsens Acetylengasfabrik.


I februar 1944 blev Jørgen, broderen Flemming og flere andre medlemmer af Holger Danske II anholdt i Aabenraa efter en mislykket sabotage. I forbindelse med anholdelsen blev Jørgen ramt i halsen af skud, fik brud på rygsøjlen og kraniebrud. Jørgen endte i Vestre Fængsel i København, hvor han over en længere periode blev forhørt af Gestapo på Dagmarhus. Ligesom broderen Flemming blev Jørgen dømt til døden, men dødsstraffen blev ændret til koncentrationslejrophold.

Deporteret til Porta Westphalica

Efter et kortere ophold i Frøslevlejren i august 1944 blev Jørgen og Flemming deporteret til koncentrationslejren Porta Westphalica i Tyskland, som var en underafdeling af koncentrationslejren Neuengamme. Opholdet i Porta Westphalica var præget af megen lidelse, hårdt fysisk arbejde, underernæring, sygdom og død. Af de omkring 200 danske fanger, der blev sendt til Porta Westphalica, overlevede kun ca. halvdelen opholdet i lejren. I Porta Westphalica blev Jørgen bl.a. sat til at grave underjordiske minegange, hvor tyskerne planlagde at opføre en underjordisk flyfabrik. En anden arbejdsopgave var at slæbe jernbaneskinner op af en bjergskråning i snevejr.

I april 1945 blev Jørgen og de andre danske fanger i Porta Westphalica reddet af den svenske greve Folke Bernadottes hvide busser. De hvide busser transporterede Jørgen og broderen Flemming til Sverige, hvor de sammen med de andre befriede fanger blev sat i karantæne på grund af smittefare. I maj 1945 rejste de to brødre tilbage til Danmark, hvor de blev genforenet med resten af deres familie.

Livet efter 2. Verdenskrig

Efter krigens afslutning blev Jørgen Kieler indkaldt som vidne både i Danmark og Tyskland. I Danmark deltog han som vidne mod danske stikkere, og i Tyskland vidnede han i 1948 ved en fransk-belgisk domstol i Baden-Baden mod de personer (bl.a. to SS’ere), der havde haft ansvaret for mishandlingerne i Porta Westphalica.

I 1947 afsluttede Jørgen Kieler sine medicinske studier på Københavns Universitet og blev dr. med. i 1954 fra Århus Universitet. Han blev i 1947 gift med Eva Fausbøll, der også var uddannet læge. Jørgen specialiserede sig i kræftforskning, og har bl.a. været chef for Fibiger Laboratoriet og forskningschef for Kræftens Bekæmpelse. Desuden var han formand for Frihedsfonden i perioden 1975-1988.

Jørgen Kieler gik på pension i 1989 og har siden beskæftiget sig med besættelsestidens historie. Han har særligt fokuseret på den danske modstandsbevægelse, og har bl.a. udgivet bøgerne ”En modstandsgruppes historie”, ”Nordens lænkehunde” og ”Hvorfor gjorde I det?” Desuden har Jørgen Kieler deltaget i debatten omkring den danske samarbejdspolitik, hvor han bl.a. har kritiseret de historikere, der støtter regeringens samarbejdspolitik overfor tyskerne under besættelsen.

(original artikel af Lea Herbers Poulsen, Horsens Bibliotek. 2009)

Artikler fra Horsens Folkeblad

Kræftforskeren, dr. med Jørgen Kieler om principielle synspunkter. (Horsens Folkeblad, 08.02.1971)

Læs portrættet

Læs mere

96.71 Hvorfor gjorde I det? : personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning / Jørgen Kieler. København, Gyldendal, 2001. - 2 bind : ill.

96.71 En modstandsgruppes historie / skrevet af tidligere medlemmer af Frit Danmarks Studentergruppe og Holger Danskes 2den gruppe. Rungsted Kyst, Jørgen Kieler, 1982. 2 bind, ill.

99.1 Om lidt er de borte : modstandsbevægelsens topfolk fortæller / Anne Wolden-Ræthinge. - 1. udgave. - Kbh. : Gyldendal, 2005. - 344 sider : ill.

46.4 Horsens går til modstand : modstandskampen i Horsens 1940-1945 / Chr. Rimestad, Horsens, Åløkke, 1998-2000. - 3 bind, illustreret

46.4 Med Horsens i bagagen : 15 horsensianere fortæller om deres opvækst / Chr. Rimestad, Horsens, Åløkke, 1999. - 79 sider : ill..

Europa betalte prisen for vores egoisme – interview med Jørgen Kieler (Berlingske Tidende 22.08.2004)


Powered by MediaWiki