Have- og byggeselskaber

Fra slutningen af 1800-tallet og til starten af 1920’erne dannede man i Horsens en række have- og byggeselskaber. Foreningernes formål var at skaffe byggegrunde til deres medlemmer, som ofte var personer fra små kår, der havde svært ved at få et lån godkendt i banken.

Foreningerne opkøbte jordarealer tæt på bymidten, opdelte dem i lodder som fordeltes til medlemmerne. De bandt sig til at indbetale faste afdrag til foreningen, og først når grunden var betalt, fik de tildelt skødet. En del af grundene blev i starten, indtil der var råd til at opføre hus derpå, benyttet som en form for kolonihave med have og lysthus.

Ofte har have- og byggeselskaberne taget navn efter den vej de er beliggende på eller også er vejen blevet opkaldt efter foreningerne. Her kan bl.a. nævnes Have- og Byggeselskabet Højlund (Højlundsgade), Have- og Byggeselskabet Fjordglimt (Fjordglimtsvej), Have- og Byggeselskabet Bøgevang (Bøgevangsgade) og Haveselskabet Haabet (Håbetsvej).

Læs mere:

Byarkivets indkomstjournal 1984-093

Arkivfond A-005 og A-013