Det private pigeinstituts (Frøken Schougaards) indvielse fandt således som tidligere meddelt sted i lørdags formiddag kl. 11 og her havde indfundet sig en talrig forsamling af børnene og deres forældre i den med grønne planter festligt indrettede nederste korridor og de tilhørende klasseværelser.
Efter afsyngningen af en salme tog kammerherre v. (Sejsen?) ordet og tolkede i et varmt foredrag de følelser der måtte bevæge sig hos tilhørerne ved en sådan lejlighed. Han betragtede det også som en ære for byen, at denne smukke skolebygning var blevet rejst og takkede hjerteligt de mænd, som ved deres sammenslutning havde bragt sagen i gang og særlig Apoteker (Wiinsted?) for hans udholdende arbejde derfor. Det var også nødvendigt, at man fra privat side tog fat på pigeskolernes udvikling, da staten ikke særligt tog sig af pigens opdragelse som af drengenes, og det uagtet det var fuldt så vigtigt, at også kvindens uddannelse fulgte med tiden, da hun jævnligt skulle træde i kamp mod de nedbrydende kræfter, der på så mange måder rørte sig i samfundet og undergravede moralen.
Derefter tog (? Rømer) ordet for på lærernes vegne at tale for skolen. Han ville dernæst væsentlig rette sin tale til børnene, og fremhævede hvilken lykke det var for dem at kunne ombytte de gamle små skolestuer med de høje, lyse, velindrettede rum, de fik i denne smukke bygning, som næsten kunne kaldes et skoleslot. Det var jo en flytning, der fandt sted i dag, og han mindedes uvilkårlig derved historien om nissen, som flyttede med manden, der ej kunne få ro for ham: således ville det også gå her, man måtte ikke tro andet, end at også nissen her jævnlig ville stikke hovedet frem og prøve på at gøre fortræd, men så havde vi altid et sikkert middel til at få bugt med alle nisser og trolde, ved at søge til Vor Herre og Frelser i hvis navn vi i dag indviede denne bolig. (Når børnene fra legepladsen skulle ind over kirkegårdsgærdet, ville gravene med deres mors minde om, hvad også skolen skulle lære, at først i evigheden fandtes den rette fred for al jordlivs misvæsen i det paradis som særlig var børnenes hjem.) Han udbragte også en tak til bygmesteren for det betydeligt arbejde, han så uegennyttigt havde ofret sagen og udtalte de varmeste ønsker for Frøken Schougaard, at hun måtte bevare kraft til at røgte sin ansvarsfulde gerning til velsignelse for de mange små.
Man sang derpå ”Kærlighed fra ånd” og apoteker (Wiinsted?) kunne nu, idet han på (?) vegne overdrog Frøken Schougaard bygningen til brug, betragte den første del af det betroede hverv i denne sag for endt. Også han måtte udtale en personlig tak til de mange, der havde bistået ham og særlig måtte han udtale en personlig tak til håndværkerne, som alle trofast havde røgtet deres dont og skabt en solid bygning, der forhåbentlig længe ville modstå tidens tand.
Derefter toges det indre af skolen nærmere i øjesyn, og man var almindelig tilfreds med den måde, hvorpå opgaven at skaffe børnene sunde og rummelige skolelokaler var løftet.
