Stjernholmsgade

Om Stjernholmsgade skriver Egon Kjeldsen i “De gamle Horsensgader”:

Stjernholmsgade fik sit Navn i 1891, men selve Navnet Stjernholm har været knyttet til Horsens i over 300 År. Her i Horsens Bys umiddelbare Nærhed, Østgrænsen gik tidligere hvor den nuværende Havneallé løber, lå et Slot, som man mener var opkaldt efter Rigsråden, Herren til Boller og Rosenvold, Holger Ottesen Rosenkrands Hustru, Karen Gyldenstjerne. Der gjorde sig en vis Vekselvirkning gældende mellem Stjernholm og Bygholm. Slottet har været Lehnsmandssæde for Stjernholm Lehn. Lehnene afløstes i 1660 af Amtsinddelingen og der opstod da et Stjernholm Amt, der omfattede Nim, Hatting og Bjerre Herreder og eksisterede til 1779.

Villa Stjernholm B1095
Villa Stjernholm B1095

I 1882 afhændede Stjernholms daværende Ejer, Læge Haurowitz, den herskabelige Bygning og den store Have til Horsens Kommune for 90.000 Kr. Gennem flere År var Stjernholm bolig for kendte Horsensianere, men i løbet af 1896-1897 forsvandt den smukke Bygning. En Del af Bygningens Materiale blev anvendt til at opføre de Huse, der ligger i Gl. Jernbanegade umiddelbart op til Hede Nielsens Rørfabrik.

Men på Stjernholms Jorder opstod et andet Slot, nemlig Horsens Tekniske Skole, der efter at have haft Lokaler i Håndværkerforeningens Have, rykkede ind i sin Bygning her i 1904.

Læs mere

Horsens De gamle Horsensgader / Egon Kjeldsen. – Horsens : Skolecentralen i Horsens, uden år. – 31 blade : ill.