af Leif Andersen
I 1967 udgravede arkæologer og lokale folk en underlig stenforekomst i Tønning Skov. Længe havde skovfolk været opmærksom på et sted, hvor en masse sten var placeret på et højtliggende plateau i udkanten af skoven, men ingen turde gætte kvalificeret på en forklaring på disse stens tilstedeværelse.
Udgravningen i 1967 bragte den ønskede afklaring.
Der var tale om et 225 m2 kvadratisk areal, placeret med siderne nord/syd og Øst/vest. Stenene udgjorde et 30 cm. tykt lag. I alt skønnede man det kunne dreje sig om 150 tons sten. Alt blev endevendt. Man fandt slidte kværnsten, slibesten til flintøkser og lerkarsskår som gjorde det muligt at tidsbestemme anlægget, nemlig Dolketid, yngre stenalder, altså for 3 ½ tusinde år siden.
Inde i kvadratet fandtes en stencirkel og en mindre rektangulær ”grav-sætning.” I anførselstegn, idet man ikke fandt knoglerester eller andet gravmateriale blandt stenene. Dog formodes det at netop denne ramme er årsagen til hele anlæggets tilstedeværelse.
Udgravningen er nøje beskrevet i ”Skalk” nr 4, 1967, hvor man også bringer et billede af stedet som det må have taget sig ud ved etableringen. Helt frit, uden træer, og med vid udsigt over Gudenådalen.
I dag lader pladsen , trods nyt bøgepur under høje gamle bøge, sig finde. Der er ingen skiltning, men i Tønning Skovs vestlige udkant, på et af de højest beliggende plateauer, mellem naturstien og markvejen til skoven ved vindmøllen, ligger pladsen der mellem stammerne.
Man kan så stå der og konfronteres med vore forfædres sysler, men vent ikke for længe. Skynd dig, kom, om føje år vil stedet atter, på naturlig vis, dækkes af skovens pollen og blade, og igen ligge skjult som et hemmeligt minde om en svunden tid.
Læs originalartiklen på Landsbyhistorier.dk
Læs mere her