Horsens Bridgecenteret blev stiftet som en selvejende institution i september 1973 som en aftale mellem Horsens Bridgeklub af 1931 og Bridgeklubben Ruder Es. Indtil da havde byens klubber spillet på forskellige hoteller.
Horsens Bridgecenters første lokaler blev lejet i Borgergade 3 på første sal. Her spillede klubberne indtil 1991, hvor det lykkedes at købe Jehovas Vidners Rigssal i Absalonsgade 9.
I Horsens Bridgecenter er der fem klubber, som tilsammen tæller 330 medlemmer. Den ældste klub er Horsens Bridgeklub af 1931, der ved oprettelsen kun var for mænd. Allerede året efter kom damerne dog også med i spillet, da de stiftede Dameklubben. I 1954 kom Ruder Es til og i 1972 opstod Onsdagsbridgeklubben af 1972. Den foreløbigt sidste klub blev stiftet i 1981 under navnet Bridgeklubben af 1981.
Horsens Bridgecenter fungerer som koordinator for de store årlige turneringer, som bl.a. bymesterskabet, den interne centerturnering og ikke mindst forårsturneringen, som trækker spillere til fra hele landet.
I artiklen i Horsens Posten afslører formand for Bridgecenteret Jørn Jensen (der også er formand for Horsens Bridgeklub af 1931), at der arbejdes på en sammenlægning af de fem klubber. ”Det er overvejelser, vi har haft et stykke tid, og det har vi alle snakket om”, fortæller han og tilføjer, at der dog ikke kan sættes nogen dato på en eventuel fusion.
Næstformand Børge Klinkby er formand for klubben Ruder Es, og er desuden webmaster for klubben. Han sørger for en opdateret hjemmeside, så turneringsdeltagerne allerede et par timer efter en turneringsaften kan se resultaterne.
Læs mere
Kort – og rigtig godt i Absalonsgade (29.08.2012 Horsens Posten)