Christian Ludvig Lendrop

Borgmester i Horsens 1885-1899

Født 1823. Jurist fra 1849. Før 1864 var Christian Ludvig Lendrop en af de mange danske embedsmænd, der arbejdede i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, som på daværende tidspunkt var en del af det danske statsområde. Først var Lendrop landfoged på den frisiske ø Føhr og senere retsfoged samme sted.

Krigsnederlaget i 1864 medførte, at Danmark tabte de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Kejserriget Østrig. Derefter blev Christian Ludvig Lendrop ansat som birkedommer på Fyn, og i perioden 1880-1885 var han borgmester og byfoged i Varde.

I marts 1885 blev Lendrop udnævnt til borgmester i Horsens. I 1886 blev han slået til Ridder af Dannebrog og i 1893 udnævnt til Danebrogsmand. Mens Lendrop var borgmester i Horsens foregik den såkaldte ”Spedalsø-krig” (1885-1890) i byen.

Christian Ludvig Lendrop stoppede i 1899 som borgmester i Horsens og flyttede herefter til Frederiksberg.

Lendrop blev gift tre gange. I 1855 mistede han sin første hustru Cicilie Margrethe Pouline Elisabeth Thorkeling. I 1868 blev Lendrop gift med Henriette Augusta Nicoline Arps, som døde i 1878, og i september 1899 indgik han sit tredje ægteskab med den kun 20-årige Marie Malvine Jensen, der stammede fra Horsens.

Er du interesseret i at vide mere om borgmestrene i Horsens så læs her.

(original artikel af Lea Herbers Poulsen, Horsens Bibliotek. 2010)

Læs mere:

46.4 Horsens Carl Th. Jørgensen: Hundrede Horsens-år 1870-1970