Lidt om humor og alvor i retssalen

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

Af: Fhv. dommer J. J. Bek, København.

Brædstrup herredskontors historie er så udmærket gennemgået af malermester Erling Honore i hjem­stavnsforeningens årsskrift 1987, og det vil derfor være spild af plads og læsernes tålmodighed, hvis historien blev gentaget her.

I stedet vil jeg fortælle om en af de ældste retssa­ger, der er mig bekendt fra Brædstrup ret.

Den foregik i 1892 i provisorietiden. Estrup, konsejls­præsidenten, havde sine blåklædte gendarmer ude i hele landet, også i egnen omkring Nr. Snede. En husmand havde efter påtalen råbt: “I blå hunde” efter to gendarmer. Der blev optaget rapport, og sagen kom for i Brædstrup ret, hvor tiltalte forkla­rede, at han blot havde råbt: “Gå væk din blå hund” efter en hund på gaden, som han sparkede til. Han måtte dog indrømme, at den var rødspæt­tet, og ikke blå. Sagen endte med, at tiltalte blev idømt en bøde på 100 kr., der i mangel af beta­ling skulle afsones med simpelt fængsel i 15 dage. Tiltalte skulle desuden betale alle af aktionen og sagen flydende omkostninger, derunder salær til anklager og forsvarer, 10 kr. til hver.

Thi kendes for ret … Motiv fra en retsag i det gam­le tinghus i Brædstrup. Bemærk skranken, som stadig forefindes intakt.

Beboerne af Brædstrup retskreds viser ofte i retten en udpræget retfærdighedssans. Den hviler til en vis grad på ældgamle ejendomsretlige begreber, og folk stod derfor undertiden uforstående overfor nutidens lovgivning til fordel for almenheden, men uden erstatning til grundejeren.
Den stærke retfærdighedsfølelse giver sig af og til udslag i en temmelig stejl holdning under retssager, hvor bemærkningen: “A vil ha min ret” er stand­punktet, der forhindrer, at dommerens forligsfor­slag bliver godkendt.

Der må så i sagen afsiges dom, og dommeren må ved udfærdigelsen af denne henholde sig til de juri­diske bevisbyrderegler, hvis der ikke foreligger no­get sikkert bevis. Det kan tit føles voldsomt stø­dende for den tabende part.

Andetsteds i landet har der været anlagt adskillige injuriesager, som ofte var vanskelige at forlige. Fra 1958 til 1980, da jeg var dommer i Brædstrup, blev der næsten ikke anlagt injuriesager. Mit indtryk var, at den slags ordnede man indbyrdes i stedet for at inddrage retssystemet i opgøret.
I de næsten 22 år var der, såvidt det erindres, kun 2 sager om forsætligt manddrab. Mon ikke det er under landsgennemsnittet?

Et retskontor har flere hjælpere, hvis indsats kan være af største betydning for, at arbejdet kan lyk­kes. Det gælder således domsmandsinstitutionen. Det er mit indtryk, at domsmændene ved Bræd­strup ret altid har taget deres opgave meget alvor­ligt og dermed har bidraget til, at sagerne blev belyst fra flere sider, derunder humanistiske syns­punkter, der kunne bringe spørgsmålet om betinget straf frem, også selvom landsretspraksis for­hindrede en sådan afgørelse.

Dommerkontorets personale fotograferet i en pau­se i arbejdet med de gamle protokoller.

En anden gruppe af hjælpere, som vi havde i man­ge år, men som desværre nu er afskaffet, er sogne­fogederne. Man siger undertiden, at man skal be­dømme kvaliteten af et lands administration, ikke efter hvorledes to stillinger er besat, men efter hvordan der administreres i de yderste led. Her var det, at sognefogedernes indsats var så imponeren­de. Jeg har flere gange haft lejlighed til at beundre den ro og takt, hvormed sognefogederne talte med folk. Måske det ligger i en gammel kristen traditi­on, at sognefogederne handler ud fra overbevisnin­gen om, at vi alle er hinandens næste, og at man ik­ke kommer for at fordømme, men for at udføre nødvendige handlinger som fogedforretninger, selvom det er med ulyst, at man gør det. Ethvert samfundssystem er jo behæftet med mangler, men hvis det blot gennemføres med god vilje, er det dog altid bedre end anarki. Og det var sognefogeder­nes indsats, at deres arbejde var præget af ro og besindighed samt sund sans for helheden.

Fra 1964 var jeg skiftevis formand for frednings­nævnet for Skanderborg amt, senere for dele af Århus amt og Vejle amt. Jeg havde herunder den oplevelse at arbejde sammen med daværende sog­nerådsformand, senere borgmester Hans Mikkel­sen, der som amtsrådsvalgt medlem gjorde en glimrende indsats ved velafvejede meninger, der dels tog hensyn til grundejernes lovlige interesser, dels gav udtryk for langsigtede afgørelser til fordel for os alle og de kommende slægtled, som natur­fredningen jo skal gavne.

Hans Mikkelsens ar­bejdskraft var næsten uudtømmelig. Da han fore­slog min kone et arbejde i offentlig interesse, gav hun udtryk for tvivl med hensyn til, om hun havde kræfter nok dertil. Hertil svarede H.M.: “Ja, man kan jo segne”, og det var netop hans egen grænse for indsats til fordel for det offentlige.

Herredskontoret – i det daglige kaldet dommerkon­toret – blev smukt opført for ca. 100 år siden. Be­mærk til venstre mindestenen over justitsråd War­thoe.

En dommer ville være ude af stand til at gennem­føre sit arbejde, hvis han ikke havde et personale, der kunne støtte og hjælpe ham i det daglige. Her har dommeren i Brædstrup været usædvanlig hel­dig. Foruden den uundværlige dommerfuldmæg­tig, (i sin tid herredsfuldmægtig Warthoe), var der oprindelig kun 2 kontormedhjælpere samt en lær­ling.

I dag er der ca. 15 medhjælpere på hel- eller halvdags arbejde. De formidler en kontakt med be­folkningen af største betydning. Da retskredsens omfang for nogle år siden blev udvidet, nødven­diggjorde det, at personalet blev betroet større og mere selvstændige opgaver, og det viste sig, at de betroede medarbejdere voksede med opgaverne og derved medvirkede til, at retsarbejdet kunne afvik­les i et passende tempo.

Går man 75-80 år tilbage, vil man se, hvilket enormt spring, der er i den måde, et dommerkon­tor blev administreret på og i den lovgivning, der lå til grund for rettens afgørelser.

I 1910 var det vederlag, som herredsfogeden i Tyrsting-Vrads herreder fik til kontorudgifter til dommerkontoret særdeles beskedent, det var fast­sat til 3940 kr. årligt, og herredsfogeden skulle selv afholde udgifterne af det beløb, han fik.

Efter den i 1911 gældende færdselslov måtte man kun køre bil med en hastighed af 30 km/t, i tæt be­byggelse 15 km/t. I visse gader måtte man køre med den fart, en voksen mand i rask gang kunne præstere.

Dommerkontoret i vinterstemning. For få år siden bestod bebyggelsen tillige af den ældre ladebyg­ning. Siden nedrevet for at give plads til eftertidens nødvendige parkeringspladser.

Hvis man ville have tilladelse til noget så livsfarligt som natkørsel, kunne kommunalrådet bevilge det i den enkelte kommune på betingelse af, at motorvognens hastighed ikke oversteg 15 km/t. Afgiften for en motorvogn var 5-7 kr. årlig pr. hestekraft.

Som forhenværende dommer må man jo erkende, at vi har været unyttige tjenere i et retssystem, der ikke har meget med retfærdighed at gøre, men ret­færdighed i objektiv forstand findes jo ikke på denne jord. På den anden side må man have lov at fremhæve, at et ikke korrupt retssystem, som det danske, i sig selv er af stor betydning for samfun­det. Et himmerige på jorden får mennesket aldrig skabt. Derfor må menneskets rette mål, som en klog dansker en gang sagde, være at prise sin ska­ber og søge at afbøde det værste.