I juni 1890 var samtlige horsensianske malersvende indbudt til et møde arrangeret af den nyoprettede Malernes Fagforening i København. Forbundsformanden Rudolf Poulsen var på en jysk rundrejse og havde succesfuldt fået vedtaget oprettelsen af en lokal fagforening i Århus d. 26. juni. Herefter tog han til Horsens, hvor mødet var blevet annonceret i både Demokraten og Horsens Folkeblad, men der dukkede kun tre svende op til mødet. Først fem år senere i 1895 blev der oprettet en lokal malerfagforening i Horsens med P. Warnich som den første formand.
Allerede i 1896 kunne fagforeningen noterer sin første sejr. Det lykkedes ved en lokal forhandling med byens mestre at lave en overenskomst på 10 timers dagligt arbejde og 33 øre i timen. Udover arbejdet med lønforhold osv. fik fagforeningen også betydning socialt for sine medlemmer. Der blev holdt selskaber og forskellige arrangementer, og frem til loven om socialhjælp blev indført i 1960, havde Malernes Fagforening en sygekasse, som medlemmerne kunne få støtte fra, når al anden hjælp var opbrugt.
Foreningens medlemstal har været svingende gennem tiden. I 1930’erne var der omkring 135 medlemmer, og det tal steg til 138 i 1940. I 1979 var medlemstallet oppe på 265, det højeste antal i afdelingens historie. Tallet faldt til godt 200 i 1990, og i 1995 var tallet nede på 192. Heraf var 166 bygningsmalere, 25 var vognmalere og en enkelt var skiltemaler. Ca. en fjerdedel var kvinder.
Læs mere: