v/ Thøger Jeppesen
Horsens Folkeblad beretter fra læsekredsen: ”Ved 21-Tiden i Aftes (dvs. d. 12. april 1945) opstod en kraftig Brand i Tvingstrup, som i den friske Forårsvind i Løbet af få Minutter tog et truende Omfang.” Og så kommer en længere beretning. Men vi giver ordet til et øjenvidne.
Hans Peter Hjorth, der er en tidligere Tvingstrup-dreng og nu bor i Fredericia, fortæller herom:
Han arbejdede sammen med Thomas Hansen på banen. Thomas, gift med Ottilie, havde en søn Svend, der var blevet konfirmeret, så Hans Peter skulle til eftergilde. Hans Peter sagde, at han nok blev lidt forsinket, men han sagde ikke hvorfor; han skulle nemlig træffe en kollega fra modstandsbevægelsen, som skulle have flyttet et ammunitionsdepot. Det var jo før 5. maj 1945.
Thomas og Ottilie boede i den ene ende af et hus på Åesvej nr 7, i den anden ende boede Alfred Nielsen gift med Gertrud. Huset var stråtækt, og havde været stuehus til gården Vennedal, der nu ligger på Grønnedalen nr. 4.
Hans Peter fik en ledig stol for bordenden, og der blev råbt ud i køkkenet, at nu kunne de godt komme med kaffen. Men da så gæsterne ud gennem køkkenets vinduer, at det brændte i Børge Nielsen lade, der lå lige øst for. Stor opstandelse. Hans Peter der sad nærmest døren og var lettest til bens, løb hen til telefoncentralen i Det store Hus i Blindgaden og fik alarmeret Falck. Da han kom tilbage, havde gæsterne fået det meste ud af huset.
Der var også kommet nogle tyske soldater, der var indkvarteret i skolen og forsamlingshuset, og de hjalp også til bl.a. med at dænge vand på Børge Nielsen gård, der lå faretruende nær med sine stråtage. Der var en form for sameksistens dengang.
Der gik også en tysker inde i gildesstuen, hvor kaffebordet ikke var ryddet endnu. Hans Peter så da, at tyskeren gik og samlede Ottilies arvesølvteskeer og puttede dem ned i sine vide uniformslommer. Hans Peter blev så gal, så han sørgede for at gå den modsatte vej rundt om bordet, og da han mødte tyskeren, stak Hans Peter hånden ned i tyskerens lomme og tog, hvad tyskeren havde samlet af sølvskeer.
“Tyskeren kiggede lige på mig, han sagde ikke noget”, beretter Hans Peter. ”Men han tog en pyntet lagkage og smaskede den ned lige oveni en anden flødelagkage med et ordentligt klask. Og så gik han.” Mon han skulle have afløb for sin vrede?
Hans Peter har tit tænkt på, om han mon gjorde tyskeren uret, at han måske egentlig var et hæderligt menneske, der ville have afleveret skeerne, når han kom udenfor? “Men vi havde jo ikke grund til at stole på dem, de tyskere.”
Laden og huset med de to lejligheder brændte ned, for der var for lidt vand. Men alt indboet kom ud inkl. sølvteskeerne. Vognmand Peter Christensen kørte bohavet op på træskofabrikken, hvor der var ledig plads i et skur til affalds-træ.
Thomas og Ottilie havde således ikke mistet noget direkte, de boede til leje, men Thomas var noget af en filur og fuld af numre, siger Hans Peter Hjorth, så han skulle da også have lidt ud af alt besværet. Han mente helt bestemt, han havde haft et par helt nye træskostøvler stående på loftet. De måtte jo være brændt!
Huset blev flyttet og genopført, opkaldt efter Gertrud Nielsen som Trudvang. Det er forresten også navnet på Tors gård i den nordiske mytologi.
Kilder
Horsens Folkeblad d. 13. April 1945.
Mundtlig beretning fra Hans Peter Hjorth, Fredericia.