Af en gammel Hanstedborgers erindringer

14. årgang, nr. 1 – Broen – 2001

Tekst: Peder Pedersen

Marinus Nielsen som barn med sin storebror Niels Peter

En forårsdag, for snart mange år siden, mere præcist den 17. marts 1987, var jeg på besøg hos forhenværende gårdejer Marinus Nielsen, der dengang boede på Højballevej nr. 6 i Hansted. Jeg havde taget Arkivets båndoptager med, for jeg ville gerne have Marinus Nielsen til at fortælle noget om hvad han kunne huske fra det gamle Hansted. Vi sad og hyggede os og snakkede i et par timer, jeg lod båndet køre imens og Marinus fortalte, alt imens han røg nogle store gode cigarer.

Marinus Nielsen er død nu, men hans stemme lever stadig på båndet, man kan endda høre bornholmerens rolige og sindige tik tak i baggrunden, idyllen bliver nu og da afbrudt af et tog, som suser forbi ude i baghaven. Det bånd har jeg nu lyttet igennem og jeg vil her prøve at gengive nogle af hans erindringer.

Marinus Nielsen fortæller

Jeg er født i 1892 på Hansted Enggaard, min far hed Peter Nielsen. Gården har i øvrigt været i slægtens eje i mange år. Den første gang jeg husker, og det er fra ca. år 1900, var Enggaarden bygget af bindingsværk og havde stråtag. Min far byggede nyt Stuehus og påbegyndte ombygningen af udlængerne, det arbejde fuldførte jeg, så man kan sige, at hele gården er blevet bygget om i min fars og min tid.

Det var et problem, at have stråtag på husene når toget kørte så tæt forbi. Togene blev jo dengang trukket af damplokomotiver, og når der blev fyret under dampkedlen fløj der mange gnister op af skorstenen, hvis så vinden bar over mod gården, var vi noget betænkelige, men der skete nu aldrig noget. Alligevel var det en god ting, da der kom fast tag på. Engang blev det vedtaget, at alle, der havde stråtag, kunne få tilskud til at få lagt fast tag på bygningerne, som vendte ud mod jernbanen, men da havde vi allerede fået det gjort.

Min far byggede, som sagt, nyt stuehus i 1908. Markerne, som tilhører gården, ligger ude langs med Højballevej så vi havde langt ud i marken. Derfor blev jeg altid sendt ud til karlene med eftermiddagskaffe når de arbejdede i marken.

Jeg husker en dag, at jeg havde fået lov til at tage en hest at ride på derud, det var medens håndværkerne arbejdede med opførelsen af stuehuset. Jeg ville rigtigt vise dem at jeg kunne ride. Så jeg sprang op på hesten og satte hælene i siden på den for at komme af sted i en fart. Men det passede nu ikke rigtig hesten, den begyndte godt nok at løbe, men så bremsede den pludselig op og satte hovedet ned mellem forbenene med det resultat, at jeg røg ned over halsen på den sammen med madkurven, som jeg havde med. Det var en hår medfart, men det værste af det hele var, at håndværkerne oppe på stilladset stod og lo af mig.

Vejforholdene i Hansted for 100 år siden

Den østjyske jernbane har, siden den blev anlagt i 1886, været en dominerende faktor i Hansted, ikke fordi byen dermed fik status af stationsby, for toget holdt ikke i Hansted, men den skar byen igennem, næsten på langs så den blev delt i to dele. Om vejforholdene fortæller Marinus Nielsen:

Som før omtalt, havde vi langt ud i marken, og det værste var, at vi skulle krydse banen to gange. Der var ingen broer hverken over eller under banen dengang. Hanstedvej gik skråt over banen, den del af Hanstedvej, som går fra gangbroen og op til hvor nu kørebroen er, fandtes ikke.

Hvor vejen krydsede banen var der et led, som blev betjent af en ledvogter. I ledvogterboligen fandtes en stor klokke, når den ringede var det signal til ledvogteren om at nu kom toget snart, så gik han ud og lukkede ledet ved gangbroen, hvorefter han gik hen og lukkede ledet hvor Højballevej krydsede banen, der var så et lille skur hvor han kunne sidde og vente til toget kom. Når så toget havde passeret lukkede leddene op igen i omvendt orden. Det kunne godt tage temmelig lang tid. Hvis man var blevet sendt i marken med et kobbel køer og så ledet blev lukket lige for næsen af en, var det svært, at holde styr på køerne medens de skulle vente, det gik fint når de gik, men når de skulle stå stille, fandt de på alle mulige kunster.

Den lange vej ud i marken var også en belastning for hestene når der skulle køres korn, hø og roer hjem. Vejen var jo ikke asfalteret som nu, men en grusvej. Hesteskoene holdt ikke ret længe, men vi havde jo heldigvis smeden boende næsten skråt overfor.

Teglværket på Teglgaarden i Egebjerg

På Teglgaarden i Egebjerg lå der, som navnet siger, et teglværk. Det ejede min kusine og hendes mand. Der var god gang i produktionen at teglsten, de havde ord for at være af en god kvalitet. Teglværket lå der hvor nu Minkfarmen ligger.

Leret, som skulle bruges, kunne man grave ud af bakken ved siden af teglværket, men det var blåler, som gav gule sten. Ville man hellere have røde sten var det også muligt, men så skulle leret hentes omme i Hansted Skov, hvor der var en forekomst af rødler. Da Enggaarden blev bygget om fik vi gule sten til udbygningerne og røde sten til stuehuset.

På teglværket var der tre fast ansat teglbrændere og derforuden nogle løsarbejdere, som arbejdede med leret og de færdige produkter. Der blev solgt mange sten til murermestre i Horsens. Transporten foregik med hestevogn, 1000 sten, var hvad et spand heste kunne trække. Vi hentede selv de sten, som skulle bruges til ombygningen af gården.

Teglværket kørte godt i mange år, men efterhånden blev konkurrencen fra de andre og mere moderne teglværker meget hård. Fra omkring 1920 begyndte det at ebbe ud med produktionen og ti år senere gik den helt i stå.

På gården Hammersholm var der også et teglværk, men det var ikke så stort og det stoppede nok ti år før.

Mergelleje

På gården Mariesminde Vandmøllevej 16 var der et mergelleje, der hentede vi mergel når jorden skulle have et tilskud af kalk. Mergellejet lå helt nede ved Hansted Å og vejen derfra var meget dårlig og meget stejl, så vi kunne kun køre med små læs dernede fra. Senere blev der anlagt tipvognsspor, hvorpå der kørte en hestetrukket tipvogn. Det var mosemergel og ret let at sprede, men det var nu en meget arbejdskrævende opgave alligevel.

Gårdene

Gårdene her i Hansted ser næsten ud i dag som de gjorde dengang jeg var dreng. De er ikke blevet udvidede og bygget om som man ser andre steder, hvis jeg skal være ærlig så synes jeg, de er lidt bagefter.

På alle gårdene var der køer, men næsten ingen svin. Nogle havde en følhoppe eller to, så de kunne sælge et føl engang imellem.

Elektrisk strøm havde vi ikke i min drengetid. Man tærskede med plejl. Jeg kan huske, at min bror og jeg stod og tærskede al kornet om vinteren. Rugen skulle tærskes omhyggelig for den skulle bruges til at tække med. Havren, derimod skulle ikke tærskes helt ren for den skulle hestene jo have som foder. Vi var de første, som fik en hestegang og et tærskeværk, jeg kan ikke huske hvornår det var. Senere fik de andre gårde i byen også en hestegang og et tærskeværk, så man kunne slippe for at svinge plejlen.

Dengang var det var skik og brug, at man brugte stuehusloftet som kornlager, når kornet var tærsket, skulle det bæres derop, det foregik på den måde, at man vandrede fra laden over gården og op ad en trappe med en 100-kg´s sæk på nakken. Det skulle man lige prøve at byde unge mennesker i dag.

Høsten

I min drengetid foregik høsten med le. Der var gerne tre til at svinge leen. Min far, en karl og en daglejer og tre til at binde op, det var to tjenestepiger og så daglejerens kone. Den første selvbinder, der kom til Hansted var på gården Hanstedholm, den jord, som nu tilhører Gravens Planteskole, hørte dengang ind under Hanstedholm og det var her selvbinderen blev afprøvet første gang. Det var et helt tilløbsstykke, alle vilde se det nye vidunder. Det varede da heller ikke længe før end alle gårdene gik over til at høste med selvbinder. I de sidste mange år er gårdens korn blevet høstet med mejetærsker, så jeg har været hele registeret igennem. Men det er nu godt, at det slidsomme arbejde er forsvundet. Det var et stort arbejde, at slå alle markerne og engene med le.

Møllen i Hansted og møllen i Egebjerg

Vi havde ikke selv en kværn til at male kornet på, det blev gjort nede på møllen. Hansted mølle var for øvrigt en stor virksomhed. Foruden mølleren var der en møllersvend og en møllerkusk. Hansted Mølle ydede nemlig den service at de hentede kornet og bragte det tilbage igen i formalet stand. Man skulle jo sørge for at holde sammen på kunderne for der var også en mølle i Egebjerg, den lå oppe på bakken ved det store Pottemageri, Margrethemøllen hed den (Gl. Kirkevej nr. 41). De to møllere konkurrerede på livet løs.

Møllen i Hansted blev drevet af vand, medens møllen i Egebjerg blev drevet af vind. Når det havde været vindstille i lang tid var det jo fristende at køre ned til mølleren i Hansted for at få sit korn malet, men han var ikke sådan at overtale. Omvendt kunne der også være en lang tørkeperiode om sommeren så der ingen vand var i Hansted Å, men de to møllere var slet ikke motiveret for at hjælpe hinanden.

Gårde og ejendomme i øvrigt

Lige øst for Enggaard lå der en lille ejendom. Der var kun en lille beboelse og en stald med plads til to køer og en hest. Der hørte ingen brønd til ejendommen, derfor hentede de det vand, de skulle bruge her hos os. Jorden, som hørte til ejendommen, lå ude ved den gamle Aarhus Landevej, der var kun to tdrl. de er nu solgt fra og bygningerne er revet ned.

På hjørnet af Hanstedvej og Banevænget (Hanstedvej nr. 36) lå der også en lille ejendom med nogle få tønder land. Der, hvor husene på banevænget nu ligger, var skolejorden. Det vil sige, at jorden tilhørte Hansted skole, men da læreren jo ikke havde hverken heste eller redskaber, måtte vi gerne træde til.

På adressen Åbrinken 6 var endnu en lille ejendom med nogle få tønder land.

Gården ”Kirstinelyst” (Vandmøllevej 12) lå oprindelig på Hanstedvej lige ved Kirkestien der hvor nu Hanstedvej nr. 5 ligger. Jeg kan huske at her lå en gammel stråtækt gård. Den brændte en sommerdag nettop som man var ved at køre rug ind. Hele gården brændte i løbet af ganske kort tid, for alt var så tørt den sommer. Ude på gårdspladsen stod en vogn læsset til med rug, det brændte alt sammen, tilbage var kun hjulringene. Gården blev ikke genopført, men flyttet ud på Vandmøllevej. Nogle af ruinerne blev stående i mange år, men er nu for længst fjernede.

Egebjerg Bakke

Da jeg var barn, var der ikke andre huse på Egebjergvej end Mejeriet og Forsamlingshuset og så det lille hus lige syd for Forsamlingshuset. Det store hus på hjørnet ved Gl. Kirkevej blev bygget af Kommunen til bolig for Jordemoderen. Telefoncentralen på det andet hjørne var der heller ikke. Vi havde for øvrigt heller ingen telefon, jeg kan huske da vi fik telefon på gården, men ikke hvornår.

Den første cykel

De eneste transportmidler, vi havde dengang, var et par træsko, og når vi skulle ind til Horsens efter et eller andet, foregik det altid med hestevogn. Inde på Nørretorv, deromkring hvor Ane Stauningsvej nu går, lå der en stor købmandsgård. Der var der en stald hvor vi kunne få hestene opstaldede medens vi var nede i byen for at handle.

Mange ting kunne vi også købe i købmandsgården. Købmandsgården på Nørretorv var samlingssted for alle, som kom ind til byen her nordfra .

Jeg havde en onkel, der hed Christen Nielsen, han var brugsuddeler og senere købmand her i Hansted, han var noget af en – alt mulig mand – Når han ikke havde andet at lave, lavede han træsko.

Han købte engang en cykel, det var den første cykel, der kom til Hansted, det vakte megen opsigt, alle talte om det. Engang kørte han helt til Århus for at besøge sin bror, det var jo helt uhørt, at man kunne cykle så langt, folk i Hansted var fulde af beundring, men desværre blev det regnvejr på vejen hjem, og da vejen til Århus dengang kun var en grusvej og cyklen ingen skærme havde, resulterede det i at han blev oversprøjtet med mudder i en sådan grad at du ikke kan tænke dig det, han så forfærdelig ud.

Håndværkere i Hansted

Så længe jeg kan huske tilbage har der været en karetmager her i Hansted, derimod var der ingen tømrer, han kom først til senere, det var Jens Karl Hansens far der startede en tømrerforretning, som snart voksede sig stor. Der var også en tømrer Busk, men han havde ikke så stor en forretning og heller ikke rigtigt noget værksted. Der var også en murermester – Murer Siig -. Vi må heller ikke glemme Pottemager Dissing (Jens Andreas Pedersen Dissing) han havde en god virksomhed, somme tider havde han tre ansatte. De mange stråtage, som var i byen, gav arbejde til hele to tækkemand. Og så var der jo, som før omtalt, Bysmeden.

Landbruget for 100 år siden

Landbruget var noget ganske andet for 100 år siden end det er i dag. Kunstgødning til marken og kraftfoder til dyrene var ukendte begreber. Vi lod markerne ligge med græs i tre år, derved samledes der noget næring til de efterfølgende afgrøder. Markerne led også meget af kalkmangel. I min ungdomstid kørte vi meget mergel på markerne, det gjorde underværker, men udbyttet var stadig meget lavt. Senere blev der mulighed for at købe kunstgødning, det var mest superfosfat der blev brugt, men det var i meget små mængder.

Ja, slutter Marinus Nielsen sin beretning, meget har ændret sig i tidens løb, men sådan var det nu dengang.