Viggo Norn

Viggo Norn

Arkitekt Viggo Norn (1879 – 1967) blev født i Torup ved Randers.

I år 1900 blev han optaget på Kunstakademiets Arkitektskole.

Viggo Norn deltog i flere studierejser til Tyskland og Norditalien og besøgte Rom senere i årene 1908-09 og igen i 1912. Han slog sig ned som arkitekt i Horsens og virkede her i 16 år, indtil han i 1921 blev Kongelig Bygningsinspektør.

Viggo Norns bygninger vækker berettiget opsigt i Horsens. Han har om nogen anden arkitekt sat sit personlige præg på en lang række markante bygningsværker bl.a.: Elektricitetsværket på Gasvej (nu Industrimuseet), Horsens Museum, Arbejdernes Forsamlingsbygning “Kilden” i Kildegade, Odd Fellowlogen i Borgergade, Kraghs Stiftelse på Sundvejen, “Lille Amalienborg” opført af Horsens Boligselskab, Tordenskjoldsgades Skole, Statsskolen og VandtårnetCarolinelundsvej.

Rejserne til udlandet inspirerede Viggo Norn til at tegne indenfor flere forskellige stilarter, og han er både præget af tidens strømninger fra Bedre Byggeskik (1900-1920) over nyklassicisme (1920-30) til funktionalisme (1930-40).

I 1906 blev han gift med Inger Marie Creemers, der i en række dagbøger beskriver Norns kunstneriske udvikling som arkitekt. De fik 2 sønner, Ebbe og Otto Norn.

Artikler fra Horsens Folkeblad

Portrætrelief afsløret. (Horsens Folkeblad 02.10.1965) Læs artiklen

Nekrolog. (Horsens Folkeblad 21.09.1967) Læs nekrologen

Læs mere:

Schiørring, Ole: Kend din by

Clausen, Morten: 99 huse i Horsens

Finnerup Møller, Alice: Arkitekten Viggo Norn