Warthoesvej – hvorfor hedder den det? Om en farverig hædersmand.

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Niels Ehrenreich.

I det imponerende lange tidsrum af 57 år – fra 1852 til 1909 – virkede Anton Sophus Warthoe som herredsfuldmægtig ved Tyr­sting – Vrads herreders ret i Brædstrup. Og så havde han yderligere været ansat som kon­torist ved embedet fra 1837 og til slutningen af 1840’eme.

Bygningen, hvor den nuværende dommerkontor i Brædstrup har til huse, blev opført i 1887 til brug som bolig for herredsfogeden og kontor for retten, og her har Warthoe således resideret i de sidste 22 år, han var i funktion.

I dag kan man på 3 forskellige steder i Bræd­strup støde på Warthoes navn, og i den hen­seende indtager han en særstilling blandt den lange række af herredsfogeder og dommere og fuldmægtige, som har været tilknyttet ret­ten i Brædstrup, siden den i 1801 blev flyt­tet til byen fra Katrinedal i Bryrup sogn.
På Brædstrup sygehus er opsat en marmor­tavle med følgende inskription:
“Af Interesse for Egnen og dens Befolkning har Kancelliråd Warthoe, R. af DBG. skæn­ket 2000 kr. til Erhvervelse af Grunden, hvor­på Brædstrup Sygehus byggedes 1892 – 93 “. Vejen, cl.er går fra Nørregade til Østergårdsvej, og hvor dommerkontoret ligger, bærer War­thoes navn, og på hjørnet til Nørregade er der rejst en mindesten – en granitklods fra Addit – med et relief, som viser et myndigt, skarpskåret ansigt, bærende pincenez, og der­under indskriften:

Anton Sophus Warthoe
Justitsraad R. D.
F. 12. Sept. 1821. D. 2.juni 1912
Herredsfuldm.
I Tyrsting – Vrads Herreder
Fra 1852 til 1909
HAN VAR EGNEN EN GOD MAND HJÆLPSOM OG UEGENNYTTIG

Hvis man skal bedømme og forstå herreds­fuldmægtig Warthoes virke og den meget bre­de berøringsflade, han fik med de to herreders befolkning, må der forudskikkes nogle bemærkninger om, hvorledes retsvæsenet var opbygget på hans tid. I 1919 fik vi en retsplejereform, hvor landet blev inddelt i en række retskredse – nu er der 83 – hver med en domstol, hvis vigtigste op­ gave det er som første instans at behandle alle retssager – såvel civile som kriminelle. Samtidig blev der oprettet politimesterembe­ der til at varetage alle former for politiopga­ver, herunder at opklare lovovertrædelser og i den forbindelse at rejse tiltale ved domstole­ne.

Før 1919 blev hele justitsvæsenet bestyret af retsbetjente, hvis embedstitel var herredsfoged eller birkedommer, når deres jurisdiktion om­fattede landdistrikter, og byfoged i købstæ­derne. Disse embedsmænd var indehavere af den dømmende myndighed og havde i forbin­delse hermed en række forretninger som ting­læsning og notarial – og skiftevæsen, men der­udover fungerede de samtidig som politimyn­dighed både med hensyn til efterforskning og tiltale. De skulle således i samme sag optræde som både anklager og dommer. Det er et sy­stem, som forekommer os fremmed og ikke helt forsvarligt, men rent faktisk fungerede det i det store og hele tilfredsstillende i ad­skillige århundreder.

De nævnte fogeder var udnævnt af kongen, og de skulle have bestået den såkaldte “Fuld­stændige juridiske eksamen” ved Køben­havns universitet. Som hjælpere til at bestyre deres embede kunne en herredsfoged selv an­tage en eller flere fuldmægtige, der skulle løn­nes af den kontorholdsgodtgørelse, som han oppebar fra statskassen.

For at blive herreds­fuldmægtig skulle man have aflagt “Dansk juridisk eksamen”, også ved universitetet, men dens pensum var mindre og studieti­den kortere i forhold til den “fuldstændige eksamen”.

Kontorholdsgodtgørelsen var så beskeden, at den som regel ikke kunne dække udgiften til aflønning af fuldmægtige, og hvis der var flere ved et embede, måtte den yngste supplere sin indtægt ved forskellige mindre bierhverv, og undertiden var det påkrævet, at førstefuld­mægtigen ydede et tilskud. At han var i stand hertil skyldtes, at en førstefuldmægtig hos en herredsfoged eller birkedommer havde ret til at udføre alle former for juridiske forretnin­ger for private klienter mod vederlag -dog bortset fra at pådømme sagerne.

For en nu­tidig tankegang forekommer det ikke accep­tabelt, at man som ansat ved en domstol sam­tidig skulle have ret til at drive almindelig advokatforretning, men at det har været en givtig ordning, kan man sige sig selv, for hvem kunne ikke se en fordel i, at hans “prokura­tor” var fuldmægtig ved herredsretten.

Følgen var da også, at de fleste førstefuldmægtige tjente mere end deres principal herredsfoge­den. Hvad det under visse omstændigheder kan have givet anledning til af interessekon­flikter mellem egen fordel og tjenstlig for­pligtelse, skal der ikke megen fantasi til at fo­restille sig.

De efterladte oplysninger om Warthoes liv og levned er ikke fyldige og består mest i gengivelse af enkelte episoder og replikker, han er kommet med.

En karakteristisk og dækkende udtalelse stammer fra en gammel kone i Ale, der har sagt om ham: “Han var slem til at bande, men hjertet det var godt”.

Den førstnævnte egenskab ville man næppe have hæftet sig ved i dag, men den anden rammer efter adskillige ligelydende udsagn et centralt punkt i Warthoes karakter.

Men også det brøsige i hans optræden og vold­somheden i hans udtalelser bevidnes gang på gang i de genfortalte historier om ham, men tilsyneladende har det ikke slået noget skår i forholdet til hans omgivelser, selv ikke overfor dem, det gik ud over.

Warthoe stammede fra Skanderborg, hvor hans fader var prokurator. Han tilbragte som nævnt praktisk talt hele sit lange liv i Bræd­strup, han var ugift, og først som 74 årig fik han sit eget hjem. Indtil da boede han i huset hos de skiftende herredsfogeder. Det var en nøjsom tidsalder. Han beklædte sin stilling, indtil han var 88 år, da et fald ned ad en trap­pe gjorde ham uarbejdsdygtig.

Om hans gavmildhed vidner blandt andet de 2000 kr., han skænkede til køb af grunden til sygehuset i Brædstrup, og når denne sum nævnes, bør det erindres, at den har svaret til ca. et års indkomst. Hans hjælpsomhed i an­dre forbindelser var også vidt bekendt, men kunne undertiden give sig noget bizarre ud­tryk, når man tager i betragtning, at det drej­er sig om en herredsfuldmægtig. Dengang – som nu – undså man sig ikke for efter evne og lejlighed at forholde statskassen de lovpligtige afgifter.

En af vejene hertil var, at man i skøder i handel med fast ejendom ansatte en la­vere købesum end den faktisk aftalte, for derved sparede man en del af stempelafgif­ten.

I 1878 kom en bonde fra Ale til Warthoe for at få skrevet skøde for en gårdhandel, og da han blev spurgt, hvad han havde givet for ejendommen, svarede han, at den havde kos­tet 42.000 kr., men så højt skulle den nu ikke ansættes. Mon ikke 28.000 kr. vil være pas­sende, fortsatte han. Det forslag gav anledning til følgende bemærkning fra Warthoes side: “Ja, Du er jo en kristelig Mand, Jørgen Jen­sen, og hvis Du vil gå til Helvede for de tyve Kroners Skyld, så har jeg Fanden pine mig ikke noget imod det”. Skødet kom til at lyde på 28.000 kr.

I en beretning om afholdelse af en auktion finder man oplysning om nogle af de egenska­ber, der gjorde Warthoe så vellidt.

Auktionen fandt sted hos en enke efter begæ­ring fra flere kreditorer, der havde penge til gode hos hende. Warthoe var auktionsholder, og alle enkens ejendele blev solgt til de tilste­deværende, der – som det er vanligt – var kom­met i håb om et godt køb. Til sidst nåede man til kakkelovnen, og da Warthoe råbte den op, var det med den sædvanlige sammenkobling af eder og forbandelser som “satan – tordenlyne mig” og så fulgte: “Den kan I vove at byde på. Konen skal ikke fratages sin kakkelovn nu til vinter”. Så råbte han selv: 5 rigsdaler og slog straks hammeren i bordet. Han vendte sig mod enken og sagde: “Nu er kakkelovnen din”.

De 5 rigsdaler betalte han selv. Hans foresatte, herredsfogederne, var ikke begejstrede for en sådan adfærd, men da en af dem ved en anden lejlighed bebrejdede ham, at han unddrog statskassen nogle indtægter, svarede Warthoe: “Statens Kasse skal jeg nok passe. De har vist nok i Deres eget”.

Han har ikke været let at bide skeer med, og hans op­førsel er selvfølgelig kritisabel, men den op­vejes af beretninger, som er overleveret fra de mennesker, han bistod i stort og småt. Den respekt og agtelse, han nød blandt egnens be­folkning, stod fast og urørt gennem årene. Sparsommelig var han vistnok altid, både på egne og andres vegne, og han lod hverken skil­lingen eller daleren ryge.

Efter en ejendoms­handel er det som bekendt almindeligt at drik­ke lidkøb, og det skete som regel på kroen, der dengang som nu lå lige overfor rettens kontor. Det syntes Warthoe imidlertid var for dyrt, så han fik indrettet et lille rum under gulvet i sit kontor, og når en handel var af­sluttet, trak han en flaske frem, så lidkøb kunne drikkes på stedet til en billig penge.

Han var kendt for aldrig at være hård, når han skulle inddrive penge for sine egne forretnin­ger. Den uefterrettelige skyldner kom til at høre barske ord, men så foretog Warthoe sig heller ikke mere, og det var måske en af grun­dene til, at han trods gode indkomster og et ringe personligt forbrug kun efterlod sig en beskeden formue ved sin død.

Det bør understreges, at hans ry for et for­tjensfuldt arbejde i justitsvæsenet ikke byg­gede på historier som den nævnte om stem­pelafgiften på skøder, og det fremgår med al ønskelig klarhed af, at han på sifle ældre dage først blev udnævnt til kancelliråd og senere til justitsråd. Begge titler er tegn på anerken­delse af en hæderværdig indsats. Han blev også ridder af Dannebrogsordenen, og det er værd at understrege, at på det tidspunkt blev denne dekoration ikke uddelt i nær det samme omfang som i dag. Der var mangen en her­redsfoged, som aldrig opnåede denne hæders­bevisning.

I ydre henseende er det ikke de store begiven­heder, der har præget Warthoes liv igennem hans mangeårige virke på herredskontoret i Brædstrup. Så meget desto mere er der grund til at fremhæve det bemærkelsesværdige og glædelige i, at en personlig hjælpsomhed og bistand, som den han ydede i så rigt et mål, kan give anledning til, at der af taknemmelige folk på en egn rejses så værdigt et minde, som stenen på Warthoesvej.