I forbindelse med Horsens 500 års købstadsjubilæum i 1942, var der en kreds af Horsensborgere, der fandt på, at byen skulle have en Horsens Garde, der kunne gøre de mange begivenheder ved jubilæet lidt mere festlige.
Det lille billede viser gardens første officielle march gennem byen den 21. juni 1942. Tusindvis af horsensianere fulgte dem og var begejstrede.
Horsens Garden skulle egentlig kun have bestået i jubilæumsåret 1942, men den enorme succes gjorde, at kredsen af stiftere fandt, at garden skulle føres videre. Man skaffede økonomiske midler og lokaler, hvor garden kunne øve og nu fejrer man altså i år 50 års jubilæum.
Over 1700 Horsens drenge har gennem disse år været medlemmer, lært at spille, tromme, marchere, altsammen noget de har haft glæde af senere i livet.
Mange ture ud i verden har givet dem oplevelser, de aldrig vil glemme. Vi ønsker og håber, at Horsens Garden vil bestå mange år endnu.
Det store billede stammer fra 1942, hvor garden er fotograferet på Torvet med det nu forsvundne Torvet 4 yderst til højre.
10. august 1892:
Tugthusfangen Jens Nielsen har fået sin dødsdom stadfæstet af Overretten. Dommen blev i går forkyndt for Jens Nielsen, der meget rolig hørte på den og erklærede sig tilfreds.
21. august 1912:
Sønderbro skal brolægges. Skanderborg amtsråd var igår på besøg for at se på Sønderbrogade, der jo er en amtsvej. Det besluttedes at gaden skal lægge om og brolægges i hele sin længde.
24. august 1942:
FDF 1. kreds i Horsens holder 35 – års jubilæum og har i den anledning besøg af forbundets stifter, arkitekt Holger Tornøe.
29. august 1952:
Den voldsomme brand på Østergårds Frøavl truede hele Stensballe by, men det lykkedes med et energisk slukningsarbejde at begrænse ilden. Værdier til 3 mill. kr. er ødelagt.