Horsens Sølvvarefabrik

Horsens Sølvvarefabrik på Løvenørnsgade

Grundlæggelsen

Horsens Sølvvarefabrik blev grundlagt 23. august 1904 af brødrene Sofus og Winter Sørensen, i et baggårdslokale i Smedegade 61. I begyndelsen arbejdede de alene, men allerede efter et år blev den første ansat , en bydreng. Siden blev også en svend ansat.

Vellidte blandt arbejderne

Tilsyneladende var de to brødre populære chefer, i hvert fald står der i bogen “To brødre – eet virke” om dem: “Engang spurgte en fremmed i en Forsamling af Arbejdere, hvordan er egentlig disse to rige Brædre, som Medgangen har gjort til nogle af Horsens mest formuende Mænd? Svaret, der blev givet af en af Horsens Sølvvarefabriks Arbejdere var: De er saadan, som kristne Mænd skal være…”

Sølvvareudsalg på Søndergade

I 1907 flyttede virksomheden til større lokaler i Smedegade 49, og omkring 1911 blev der åbnet et sølvvareudsalg på Søndergade 7. Winter Sørensen tog sig primært af butikken og Sofus Sørensen ledede fabrikken. I 1915 blev der indrettet en moderne sølvvareproduktion på Sønderbrogade 6.

Søn og svigersønnen overtager

Winter Sørensen døde i 1932 og efter Sofus Sørensen død i 1944, blev virksomheden overtaget af en søn og en svigersøn. Virksomheden var da en af Danmarks største sølvvarefabrikker.

Solgt til Cohr

I 1984 blev Horsens Sølvvarefabrik solgt til Cohr Sølvvarefabrik i Fredericia, der overflyttede produktionen i 1986. I dag ejes Cohr Sølvvarefabrik af bestikproducenten Gense.

Produktionen fortsætter

Der bliver fortsat produceret bestikserier der stammer fra Horsens Sølvvarefabrik. Sølvbestikket ”H.C. Andersen” blev første gang lanceret i 1930 og i anledningen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005 valgte Gense at relancere bestikserien. I 1935 kom tillige et børnebestik baseret på H.C. Andersens eventyr. Bestikket er stadig meget populært. Spisebestikket ”Patricia” er blevet produceret siden 1950 og er med sit enkle design meget udbredt.

Original artikel af Anette Jørgensen.

Læs mere:

Byarkivets indkomstjournal 1984-73,

46.4 Horsens Historisk Kalender 1998

Jørgensen, Carl Th.: To brødre – eet virke: Horsens Sølvvarefabrik 1904-23. august 1944, ca. 1944

Schiørring, Ole: Kend din by, 2001

2 thoughts on “Horsens Sølvvarefabrik

  1. Spisebestikket “Patricia” vandt desuden guldmedalje i USA. Og kunstneren/tegneren/sølvsmeden hed i øvrigt Knud Otto Møller, som var døv pga. meningitis som 13-14 årig. Derfor var han ikke god til at “sælge” sig selv, og er derfor ikke særlig kendt.
    Hans mærke (K.O.M.) findes under:
    http://www.nobelantik.dk/2solv_maerker_k.html

    1. Hej Peder Møller
      Tak for din interesse i Horsens Leksikon og for din henvisning.
      Venlig hilsen
      Jette Holst

Der kan ikke kommenteres.